Kvinden i Islam

"Paradiset ligger ved moderens fødder"

Denne smukke citat er fra Hadits( dvs. -Profet Muhammads udtalelser). Disse ord viser hvor højt kvinder i Islam er placeret og respekteret, fordi begrebet "paradis" betyder evigt lykkeligt liv efter døden. Alle muslimer stræber efter paradiset, som det ultimative mål for deres eksistens.

Jeg har valgt dette emne, fordi Profeten og Islam har været meget misforståede, misfortolkede og en gang imellem hånet af kristne præster. Emnet har stor social, og kulturel betydning for mig, som en kvinde med en muslimsk kulturel baggrund og bosat i Danmark, har jeg ofte måtte lægge øre til misvisende og negative holdninger om Islam. Holdninger som jeg ikke kan genkende eller associere med. Det Islam som bliver præsenteret af de danske medier, og til tider af danske forskeer er en form for Islam, som ingen indvandrer eller flytning med muslimsk baggrund kan relatere til.

Grunden til jeg har valgt dette emne er, at jeg vil prøve at give et mod-billede af Islam ud fra min egen opfattelse og forståelse af Islam. Jeg håber at disse oplysninger vil være med til at gøre debatten om Islam mere nuanceret og frugtbar....

1. kort historie pre-islam ( Kvinder)

2. kort his. om profeten, liv, budskab.

3. kvinders pos. i Quran + Hadits..

4. mangfoldighed i Islam/ politisk,his, ikke en enhed, 45 forsk. lande, 45 forskellige kulturer, og leve måder, altså 45 måder at behandle kvinder på, f.eks. Pakistan, indien m.fl. hvor statsledere eller overhoveder er kvinder og hvor der findes kvindelige dommere, læger.. osv.

5. konceptet om familie i islam+ kvindens rolle

6. muslimske kvinder i nutiden kontra religiøse præsters forståels

Kvindelige muslimske statsoverhoveder..

Da Benazir Bhutto i l988 blev valgt til premierminister i Pakistan reagerede nogle religiøse partier og præster med dyb foragelse. I et andet muslimsk land - Bangladesh skete det samme i l993, her valgte folket også at magten skulle gå til et kvindligt statsoverhoved, hendes navn er Begum Zia.

I Tyrkiet fik Tansu Ciller, flest stemmer til palaments valget i l993.Tansu Ciller er uddannet i U.S.A som økonom. Tyrkiet har igennem tiderne været et af de muslimske lande, som har høj uddanelse niveau blandt kvinder. 26 % af proffesor og lære på de tyrkiske universiteter er kvinder. Ifølge FN kilder er dette er den højeste procent af kvindelig proffesor i hele verden.

(Sådan noget var efter nogles mening utænkeligt i et muslimsk land, dette er ikke så svært at forstår), men hvis man kigger tilbage i Islams historie om kvinder vil man blive noget overrasket , for der har før Benazir Bhutto været utallige anerkendte kvindelige muslimske statsoverhoveder, men arabiske mænd har i tidens løb gjort alt for at dette faktum skulle gå i glemmebogen.

Selv om Benazir Bhutto af alle blev omtalt som "den første kvindelige leder af et Islamisk land" i nyere tid", viser historien om de muslimske kvinder, at hun langt fra har været den første......

Den marokkanske forfatter Fatima Mernissis har i sin seneste bog " Sultanes oubliees " ( De glemte kvindelige sultaner), findes der beretninger om utallige kvinder der har haft den reelle magt i den muslimske verden i kortere eller længere perioder.

Flere kvinder har officielt delt magten med deres ægtefælle, andre har reelt regeret fordi deres ægtefælle, der officielt var regent ikke magtede opgaven eller ikke var interesseret i at udøve sit embede.

Den væsentligste eksempel er Profetens anden hustru, Aysha var meget kendt for sin stærk engagement i samfundsudvikling, og hun påtog sig også statslige opgaver, hun var profetens nærmeste og personlige rådgiver.

I bogen er der også beretningen om den unge ugift Razia Sultana, der overtog magten efter sin far i Delhi- Indien i år l236. Faderen havde før sin død udnævnt hende til sin efterfølger.

Han haved også to sønner, men de var efter hans mening ikke dygtige nok.

Fatimas bog omfatter en hel andre fortællinger om de " glemte " kvinders roller i den arabisk/Islamisk del verden.

De fleste arabiske ledere fandt åbenbart hendes bog for krænkende, og imod den traditionelt opfattelse af den Islamisk historie. Men til trods for at bogen er blevet forbudet i en række arabiske lande, har udgivelsen af bogen været med til at give de muslimske kvinder en større anderkendelse af deres del i den muslimske historie.

En virkelig muslim kendes på sin adfærd mere end på sin påklædning. Religionen er i høj grad et spørgsmål om etik og moral. Det er meget mere end klædedragt.

Man kan tolke sløret billedligt: et usynligt slør, som man omgiver sig med i kraft af beskeden adfærd og levevis sammenkædet med anstændig klædedragt.

Jeg er tit blevet spurgt om der findes en ideel form for påklædning eller uniform for den muslimske kvinde eller mand. Her kan et citat fra Koranen måske bedre gøre det forståeligt hvorfor påklædning har en stor betydning i vores religion.

Citat fra Koranen:

"Sig til de troende mænd, at de skal sænke deres blik og passe på deres blufærdighed. Det vil give dem større renhed, og Gud kender alt, hvad i gør.

Og sig til de troende kvinder, at de skal skænke deres blik og vogte over deres blufærdighed, at de ikke skal udstille deres skønhed og smykker med undtagelse af, hvad der i almindelighed vises deraf. De skulle trække deres slør over deres bryst og ikke udstille deres skønhed- undtagen for deres mænd..."

derefter er der en helt liste over hvem i familien man ikke behører at være tildækket overfor. Og til slut i citaten følger disse ord:

"Oh I, som tror ! Vend jer alle mod Gud, så at i må modtage lyksalighed."(XXlV:30-31)

Og et andet citat siger:

"Oh Profet ! Sig til dine hustruer og søstre og de troende kvinder, at de skulle tage deres ydre klædninger over deres skikkelse, når de færdes ude. Det er det mest passende ( bekvemme ). At de kan genkendes, men ikke bliver forulempet. og Gud tilgiver ofte og er den meste barmhjertige." (XXXlll:59)

Der fremgår i citaterne ikke et ord om en speciel "Islamisk klædedragt"

Man skal henled sin opmærksomhed på at der i første citat er en opfordring både til kvinder og mænd om at sænke deres blik, og der påbydes blufærdig optræden både for mænd og kvinder. Kvinder påbydes ikke at vise deres skønhed for fremmede og iføre sig anstændigt tøj. Påbudet om at ikke " udstille sin skønhed ", skal her forståes sådan, at skønhed også er hår, smykker eller kroppens former, der kan fremhæves eller skjules ved hjælp af påklædning.

Når kvinderene påbydes " at trække deres slør over deres bryst" behøves det ikke nødvendigvis at være i en form for chador eller hjilabar, der når helt fra hoved til fødder. Den nye udgave af ovennævnte påklædning her i vesten er et hvidt tørklæde, der når ned til/over skuldrene på en sort eller anden farve frakke, men jeg syntes at en almindelig tildækning i form af en hat eller tørklæde og en højhalset bluse eller lang cottencoat er ligeså passende.

Der findes mange meninger om hvad der er anstændig påklædning, men så længe tøjet dækker hele kroppen, med undtagelse for hænder, fødder og ansigtet, er der valgfrihed, kun fantasien sætter grænser. Man må ikke tro at Arabisk tøj er mere " korrekt Islamisk" end Pakistansk eller kinesisk tøj. Hvor ville det også være trist ,hvis vi alle sammen klædte os på i den samme form for påklædning.

Hvis man ikke vil forulempes, er det altså nødvendigt med et samspil mellem kropssprog og påklædning. Det nytter ikke noget at tilhylde/tildække sig, hvis ens kropssprog og hele adfærd udsender et modsat budskab. Med andre ord, så skal man ikke forsøg at tiltrække sig det andet køns opmærksomhed ved at f.eks søge øjen kontakt eller bevæge sig udfordrende. Alt det, der betegnes som " kropssprog ".

Aminah Echammari, dansk-muslim og redaktør af et blad der hedder "Islam - fred og harmoni", har i en af artikler " Tanker og Tørklæder", skrevet :

" Hvad der i et samfund eller en bestemt tidsalder opfattes som anstændigt, behøver ikke nødvendigvis opfattes som anstændigt i et andet samfund eller en anden tidsalder:

Vi kender sikkert alle billedet af en gruppe sortklædte, tilhyllede arabiske kvinder, der tage sig en dukkert i havet og i anstændighedens navn beholder alt tøjet på. Bagefter promenerer de så under højrystet snakken og fnisen frem og tilbage i vandkanten for at lade sig tørre af solen.

Nogle få ældre mænd vil måske finde deres opførsel yderst korrekt, vende blikket bor i det stille prise de mænd, der har en så "veldresseret" og lydig hustru eller datter, for han må virkelig være en respekteret ( og dermed lykkelig ) mand.

Yngre mænd vil sandsynligvis ryste på hovedet, sende stjålne blikke og finde synet yderst behageligt og tiltrækkende!

Europæiske mandlige tilskuere vil måsk tænke " Nej, hvor sexet !, for således opfattes vådt tøj, der klistrer på kroppen og dermed afslører alle dens former, under vore himmelstrøg.

Man afholder endda " Miss våd-T-shirt konkurrencer", hvor kandidaterne i ført T-shirt eller andet får en spand koldt vand hældt over sig, før de betræder podiet og udsætter sig for dommernes kritiske, vellystne blikke..........

Hun skriver også at skikke og normer forandres med tiden, og varierer fra sted til sted.

Islamisk sæder og skikke må selvfølgelig også tilpasse tid og sted for at bevare deres mening og berettigelse. På nøjagtig samme måde som Al-Shafi ( grundlæggeren af en af de fire Islamiske lovskoler ) ændrede sin opfattelse af mange ting , da han flyttede fra Irak til Ægypten:

´Hvorfor har du skiftet mening ?´ blev han spurgt.

Han svarede:

Det var i forhold til, hvad vi så- og dette er i forhold til hvad vi ser !..

Vi vender os nu mod det islamiske ægteskabs fregangsmåde.

Når en pige når ægteskabsalderen, er det mest almindeligt, at forældrene spiller en vigtig rolle i deltagelsen af valget af ægtemanden, men hun må tages med på rådet.

Det berettes, at da en ung pige kom til Profeten og beklagede sig over, at hun blevet gift uden at blive adspurgt, befalede Proften at hun var fritstillet til at få ægteskabet opløst, hvis hun ønskede det.

Nutildags har uddannede muslimske piger, mere at have sagt i vaglet af ægtemanden, men forælderens ord har stadig en stor betydning, og det er sjældent at en pige eller dreng indgår et ægteskab uden deres forældres samtykke, da dette vil være imod den muslimske tradition.

Det er del af muslimske tradition, at begge skal giftes med forældrenes og / eller formyndernes samtykke. Men det er ikke hermed indforståret at der ikke stadig eksister arrangeret ægterskaber, hvor pigen ikke selv har haft valget, men er blevet tvunget til at accepter det planlagte ægteskab.

I den muslimske verden har der, som så mange andre steder i verden, fra gammel tid været tradition for at indgå ægteskab arrangeret af forældrene, Man har ment, at såkaldte " fornuftsægteskaber " var mere holdbare end ægteskaber indgået på grundlag af en hovedkulds forelskelse.

Denne tradition har dog desværre ført til, at der i nogle tilfælde har været tale om direkte eller indirekte tvang fra forældrenes side.

Fæter/kusine ægteskaber har altid været det mest eftertragede, idet den unge pige derved undgår at skulle flytte til en helt fremmed fammilie, men i stedet kan forsætte sit voksne liv inden for sin egen storfamilies velkendte rammer.'

For en ung muslimsk pige, der tilbragt størsteparten af sit liv i Danmark, føles det ofte problematiske at blive gift ( arrangeret ægteskab ) med en person, der har tilbragt sit liv i sit hjemland.

Det er en enorm belastning fro de unges frohold både at skulle vænne sig itl hinanden og at indføre den sidsttilkomne i er samfund, der er meget forskelligt fra hjemlandets. Den sikkerhed, som et fætter/kusine ægteskab traditionelt rummer, er ikke tilsted, når den ene af parterne skal flytte til et helt andet samfund.

Jeg troer på, at der i fremtiden her i Danmark, ville antallet af herboende indvandere måske bliver så store , at ægteskaber sagtens kan arrangeres blandt herboende unge.

Ud fra et islamisk synspunkt er der intet til hinder for, at en ung muslimsk indvandrer gifter sig med en herboende muslim af en anden nationalitet

Koranen omtaler ikke tvang i forbindelse med ingåelse af ægteskab, men i de traditionssamlinger, der regnes for de mest autoritative ( Muslim og al-Bukhari ) er der adskillige udsagn om, at en kvinde ikke må bortgiftes uden hendes samtykke.

En enke eller en fraskilt er frit stillet. Hun må giftes med hvem hun ønsker, fordi hun anses for at have tilstrækkelig modenhed og erfaring til at kunne træffe sine egen afgørelser.

Når en pige eller kvinde er gift, er det en vigtig del af ægreskabet for brugommen at give medgift ( mahr), om hvilken der først må herske enighed, Denne medgift er ikke som den gamle europædisk medgift, hvor en far giver til sin datters brullup, hvor efter den overgår som hendes mands ejendom. Den er heller ikke som den afrikanske brudgommen betaler faderen en art kompensation.

Den muslimske medgift er derimod en gave fra brudgommen til bruden, og den forbliver hendes ejendom, også selvom hun senere skulle blive skilt.

I tilfæld af skilsmisse på hustruens ønske, må hun betale hele sin medgift, eller dele deraf tilbage.

I en hadith har Profeten sagt:

" De bedeste iblandt jer er de, som behandler deres hustruer bedst "

Forholdet mellem ægtemand og hustru omtales også i Koranen:

" Og blandt Hans tegn er, at Han har skabt jer ægtefæller af jeres egen art, at I må funde sjælefred hos dem og Han har skabt kærlighed og barmhjertighed mellem jer. Heri er sandelig tegn for folk som vil tænke sig om ". ( kap. 30, vers. 21 )

Ifølge Islam har kvinder også ret til skillsmisse. Dette er enestående i verdenshistorien. Tænk på at denne ret blev givet for ca. 1400 år siden sammen med en masse andre rettigheder.

Profeten skal have sagt, at af alle ting, Gud har tilladt, er skilsmisse den, han synes mindst om, og koranen minder os om, at tålmodighed, tilgivelse og forsoning altid er at fortrække

( kap.42,vers 40).

Opstår der uoverensstemmelser mellem ægtefæller, bør deres familier forsøge at mægle mellem dem, (kap. 4, ver 35). Er konflikten så stor, at ingen forsoning er mulig, bør parterne skilles.

En vigtig rettighed for den islamiske kvinde er arveretten, som er ned fælder i Koranen. I den vestlig verden fik kvinder først rettigheden til arve i slutningen af det 19.årh, og i Danmark først i starten af det 20.årh.

mænd skal have deres andel i, hvad deres forældre og slægtninge efterlader sig, og kvinder skal have en andel i, hvad deres forældre og slægtninge efterlader sig: Hvad enten der er lidt eller meget, har de lovlig ret til deres andel.

Dersom slægtning eller trængende er til stede ved delingen af en arv, da giv også dem en del heraf og tal til med venlighed.

( kap. 4, vers 7 og 8 )